Kreativ-udfordring3

Lær at tænke kreative magiske løsninger

Nicolai Christensen har filmet en række kreative udfordringer, en slags trylle-opgaver til alle, som ønsker at tænke mere kreativt. Serien starter her i juleferien 2015.

Du kan vinde gratis adgang til Trylleskolen

Alle videoer som kommer med sjove, gode, kreative løsninger vil kunne vinde 6 måneders gratis adgang til Trylleskolen.

Nicolai har tidligere skrevet på Trylleskolen følgende om kreativitet og trylleri:

..det altid svært at skabe noget, hvis man ikke ved, hvad man vil skabe. Så første skridt er at få den første vision, den grundlæggende ide, den inspiration, der sætter det hele i gang. Derefter skal man bruge de værktøjer, man har samlet gennem sin ‘uddannelse’, og bruge dem til at realisere tanken.

Mht. at få inspiration siger jeg altid, at man ikke kan lede efter den. Den er noget, der finder dig, du skal ikke finde den. Inspiration handler om at få en ny og anderledes tanke, som du ikke har haft før, dvs. den må og skal komme et andet sted fra end dig selv. Det eneste du kan gøre, er at give dig selv de bedste vilkår for at få nye ideer: 1) Omgiv dig med anderledes ting (dvs. læs bøger, se shows, mød mennesker etc.), og 2) vær åben over for de ting (dvs. se alt som en kilde til ideer). Inspiration er som bolde: Jo flere der bliver kastet rundt omkring dig, og jo mere parat du er til at gribe, desto bedre er dine chancer for at få fat i en. Kort sagt: Hold aldrig op med at udforske og tænke.

Mht. selve den innovative proces er det som sagt centralt, at du har dine redskaber i orden og kan finde ud af at bruge dem. Du skal forstå, hvad du arbejder dig frem imod, og hvordan du arbejder dig frem imod det. Så det kræver først og fremmest, at du har studeret trylleri i mange, mange år og har fordybet dig i mange forskellige metoder/teknikker og effekter, så du ved, hvad der er den bedste fremgangsmåde til at løse den gåde, du står over for. Jo mere du ved, desto mere kan du gøre med den viden.

Det er desuden vigtigt at forstå, at du ikke absolut skal opfinde dine egne tricks blot for at opfinde dine egne tricks. Her taler jeg som én, der selv er meget fokuseret på originalitet, men det skal være originalitet for kvalitetens skyld, ikke for originalitetens egen skyld (medmindre der er tale om en kreativ øvelse, selvfølgelig). Jeg vil til hver en tid mene, at originalitet er en kvalitet i sig selv, men den fungerer kun, hvis den pryder noget, der også ville være godt, hvis det ikke var originalt. Du skal opfinde et nyt trick, fordi det trick, du opfinder, er godt og helst bedre end lignende ting, der er opfundet før, fx hvis noget passer bedre til dig på en anden måde end den ‘normale’ måde, eller hvis det er noget, du virkelig gerne vil lave, men som bare ikke har været lavet før. Det er sjovt at lave sit eget materiale, men det er allersjovest, hvis publikum faktisk også kan lide det! Jeg har i flere år forsøgt at lave en version af Dai Vernons “Twisting the Aces”, men det er endnu ikke lykkedes mig at slå den oprindelige rutine, så derfor er det den, jeg viser folk (indtil videre …).

Hvad synes du?